Uddrag fra "QI 503"

I Danmark er det sjældent, at fly falder ned. I hvert fald store fly, rutefly, ejet og administreret af det statsautoriserede, skandinaviske flyselskab, SAS. Eller SAS’s små samarbejdspartnere, Cimber Air og Mærsk Air, som overvejende tager sig af fragt, visse perifere udenrigsruter, og de tyndt befærdede, mindre indenrigsruter.
      – Hvis der endelig sker noget med et dansk fly, som for eksempel en brat nedstigning i en skov kort efter start fra den svenske hovedstad, så bliver en risikabel nødlanding udskreget som en triumf, og piloten bliver omgående kåret som alle tiders største helt. Han vælges hu-hej ind i det danske Folketing, og bliver derefter fuldkommen glemt i den evindeligt rumlende mediemaskines uophørlige forbrug af mennesker i helte- eller skurkeroller. Ingen mellemting.
      – Jo, offerrollen.
      Han blændede ned for en af de meget få modkørende biler, han havde mødt på dette tilsyneladende uendelige, lange, lige, flade asfaltbånd, som velmenende arbejdere havde udlagt mellem plantager af kedelige, brungrønne graner, alle på størrelse med en almindelig flagstang, for at forbinde landets yderste rand med civilisationen. Plantagernes træer i lige rækker vekslede med åbne, tomme, ligeledes flade arealer, der, set her fra bilens osteklokke af varme og sparsomt lys, blev fortolket som dækket af brunvissent lyng. Mere på grund af hans forestilling om landskabet i Vestjylland, en forestilling, der fortrinsvist var baseret på skoletidens læsning af Blicher, Åkjær og Johannes V, og fortællingerne om Dalgas’ indsatsområde, end på grund af et reelt synsindtryk.
      Her kørtes der hurtigt. Den modkørende bil var forbi, før han kunne nå at blinke med øjnene mod dens forlygter, og han blændede op igen. Stadig kun graner. Vejen indbød uomtvisteligt til hurtig kørsel. Hans eget speedometer, som sjældent blev presset over de 100 kilometer i timen – man tilhørte jo korpset – viste lidt over 110, men han sagtnede ikke sin fart. Tanken om, at et hold kolleger fra færdselsafdelingen skulle stå skjult mellem graner her, hvor der var en halv time mellem hver bil, var absurd. Han skævede til det digitale ur ved siden af instrumentbrættet. 19.07. Der måtte endnu være et kvarter eller tyve minutters vej tilbage. Hvad var det nu?
      - Jo, offerrollen.
      Hvis tv, aviser og ugeblade ikke lige havde en dagens helt, de kunne markedsføre, som for eksempel Stefan Rasmussen, eller den gut, der overlevede Estonia, eller en lastvognschauffør, der havde kørt et læs engangsbleer og køkkenruller ned til det selvantændelige Balkanområde, eller en dagens skurk, der havde forfalsket en underskrift, formøblet milliarder af offentlige penge, eller slået et halvt plejehjem ihjel ved natlige, ikke-ordinerede, og derfor hemmelige, morfinindsprøjtninger, så kunne man altid vælte sig i ofre: kræftramte, kriminelle, kværulanter, voldsofre, invalider, vanskabte børn ... Han tændte endnu en cigaret og overvejede, hvorledes de kongelige, og herunder navnlig Kronprinsen, Prins Joachim, Alexandra og deres stakkels søn, skulle rubriceres i dette system af medieofre, helte eller skurke, men tanken løb snart fra ham ud i de besynderligt klart aftegnede tågestriber, der var begyndt at bølge ind over hans bil. De kunne minde om lange baner af udrullet wc-papir, der skvulpede rundt i tyndt vand. Hvis man kunne forestille sig noget sådant.
      – Flystyrt.
      Det var almindeligt kendt, at de små sportsfly faldt ned for et godt ord. I USA havde en undersøgelse vist, at hvide, mandlige, unge velhavere havde en bemærkelsesværdig stor overdødelighed. De levede i større risiko, viste det sig, end unge, såvel som gamle, sorte fattige i storbyernes forslummede kvarterer. Årsagen var overraskende nok flyulykker. Ulykker med små private maskiner ført af uerfarne, vovelige piloter. Eller med private, lejede jets. Også herhjemme skvattede de små fly ned på stribe ... men ikke de større flyselskabers fly. Man havde aldrig hørt om for eksempel et SAS-fly, der var faldet ned. Sådan noget sker ikke i Danmark. – Men efter alt at dømme lå der nu i dette øjeblik et mindre indenrigsfly og flød som brændende vragdele kun nogle få kilometer nord for de plantager og hedestrækninger, han netop havde gennemkørt.