Ægget
Hullet
Da hun vågnede, opdagede hun, at
hun i nattens løb havde fået et stort hul i maven. Endnu døsigt strejfede den
venstre hånd området under ribbenene, mens hun strakte fødderne som en
forberedelse til at genindtræde i fuld bevidsthed, og hun stivnede et par
sekunder.
Hånden forsvandt ned i hullet, der mageligt rummede en knyttet næve, og drev af en
varm, fedtet væske, som hun vidste, måtte være blod. Forskrækket trak hun
hånden til sig og svingede benene ud over sengekanten.
Da hun turde kigge ned, så hun det, hullet, og blodet, som havde samme farve som
den kalvelever, hun havde tilberedt til familien aftenen før. Det var på
størrelse med en underkop og gik tværs igennem natkjolen og hende.
Jeg dør, tænkte hun straks. – Om et øjeblik er jeg død ...
Hun afventede
øjeblikket, parat til at føle blodet forlade hovedet, kroppen; berøvet al vilje
og kontrol at dejse om i sengen, og med en lille forventning om at se sit liv
passere revy for det indre blik, allerede sulten efter at forstå MENINGEN –
KONKLUSIONEN – DET ENDELIGE UDFALD – FACIT, som ganske givet ville åbenbare sig
...
Intet skete.
– Jeg er blevet skudt, tænkte hun så. – En af de panserværnsraketter, missiler,
granater, bomber, patroner og kugler, der hver aften føg omkring i tv’s
nyhedsudsendelser, havde forvildet sig fra Bosnien, Afghanistan, Filippinerne,
USA, Peru og herop. Havde gennembrudt taget og fundet hende forsvarsløs og
uforberedt på dets komme sovende i sin seng.
– Hvorfor ikke? Det måtte jo ske på et tidspunkt. Al den ufred kunne ikke i al
evighed begrænses til andre dele af kloden; trygt forvaret bag fjernsynets
flimrende skærm, hvor det ingen skade gjorde, undtagen inde i folks hoveder,
hvis de orkede at tænke over det. Hvis hun havde tænkt sig om, ville hun havde
vidst, at det måtte komme. Blot var hun en anelse såret over, at det netop
skulle ramme hende. Der var så mange andre. Hun havde vel ikke fortjent det
mere end de?
Da der stadig intet skete, begyndte hun at undre sig.
Og da hun havde undret sig en tid, rejste hun sig op.
I skabslågernes store spejle kunne hun se tværs igennem sig selv. Igennem hullet.
Blodet var begyndt at størkne brunligt op, og kanterne syntes afrundede og
pæne. Det gjorde hvinende ondt at kigge på. Som når tungen strejfede det bedøvede,
åbne sår efter en tandudtrækning. Man smagte blodet. Man var bevidst om, at der
var et åbent sår, et gennembrud af kroppens naturligt dækkende kappe, og man
var helt klar over, at hvis det ikke var for bedøvelsen, ville man føle en
voldsom smerte. Alene tanken om denne smerte trak surt spyt frem i munden.
– Det gør ikke ondt! Opdagelsen ramte hende i hovedet som en pludseligt faldende
tagsten på åben gade, og hun genopfriskede de beretninger, hun havde hørt, og
de film, hun havde set, hvori folk døde af voldsomme kvæstelser; det var ikke
få. Menneskets hjerne er dog – stadigvæk – datamaskinen overlegen. På under en
tusindedel af et sekund havde hun spolet sig frem til svaret: endorfiner. Når
kroppen har taget ubehjælpeligt skade, lader den nådigt en morfinlignende døs
falde over bevidstheden, så den sårede kan dø i fred.
Man havde aldrig hørt om trafikofre, der skreg og sprællede, mens de blev skåret
fri, om kræftramte, der lå og hylede de sidste måneder væk, om soldater, der
ikke døde med en lille vits til kammeraterne på læben, om konger og kurtisaner,
der aldrig fik henåndet deres sidste, begavede bemærkninger. Det var kun
fodboldspillere, der skabte sig som afsindige, hvis nogen trådte dem over
tæerne.
At hun havde ræsonneret sig frem til et par rimelige forklaringer, gav hende så
meget ro, at hun følte trang til at dele sin alvorlige tilstand med andre.
– Allan? kaldte hun.
Med et sidste blik
i spejlet scannede hun sin figur og nåede at ærgre sig over, at hullet ikke
var fremkommet cirka tyve centimeter længere nede og således ville have fjernet
en grund til mange bekymringer: Topmaven, som Allan omhyggeligt undlod at
berøre de få gange om året, de indlod sig i fysisk samkvem hen over
dobbeltsengens midtergrænse.
– Allan?
– Mmmmm ....
– Allan, vågn op! Jeg er såret. Jeg har et hul i maven!
Det var umuligt at råbe liv i ham. Da hun var stået op, havde han, som han plejede,
bredt sig ind over hendes halvdel af sengen med en arm og et stærkt behåret
ben.
Hun gik ud i køkkenet og trykkede 112 på den lille, flødefarvede vægtelefon.
Den duttede optaget.
– Kan det være rigtigt? Kan 112 være optaget? tænkte hun forarget. – Hvad nu,
hvis der er folk, der virkelig står og har brug for hjælp? Folk, som er kommet
alvorligt til skade?
Mens hun tænkte det, blev hun klar over, at hun faktisk selv var kommet ret
alvorligt til skade. Hun havde et åbent hul tværs igennem sin mave, og selvom
det tilsyneladende var holdt op med at bløde, og selvom kanterne allerede så ud
til at være ved at hele op, så havde hun stadig hullet, kold køkkentræk
passerede igennem og mindede hende om det, og at hun ikke var død endnu,
undrede allermest hende selv.
Hun prøvede igen.
Denne gang kom hun igennem. Hun forberedte sine ord i hovedet: – Hjælp! Jeg har et
stort, åbent hul i maven, måske kan man se mine indvolde, jeg tør ikke selv
kigge efter, det bløder ... Hun ville ikke smøre for lidt på. De skulle nødigt
tro, at hun ikke havde akut brug for hjælp, så de skrev hende på en eller anden
prioriteret liste, så hun – eventuelt – kunne blive afhentet næste tirsdag i
tidsrummet mellem klokken 10 og 15.30. Hun ville hentes, ville hun, NU. Hun
ville overgive sig til andre. Til eksperter. For dette var mere, end hun selv
kunne klare.
– Hjælp ... begyndte hun, men blev afbrudt af en udeltagende stemme: – Hvis De
har brug for hjælp, tast 1, hvis De ...
Hun tastede 1. Hun tastede 1. Og hun tastede 1. At forestille sig, hvad hun ville
sige, havde skræmt hende selv. Præcis så desperat VAR situationen jo.
– Vent et øjeblik, beordrede stemmen.
Hånden med telefonrøret dirrede.
– Alle linier er optagede. Vi beklager. Prøv igen senere.
– Nej? Det KAN I ikke! Det MÅ man ikke! ALLAN!!!
Hun lagde beskyttende en hånd over det åbne hul i maven, men kunne ikke lide at
røre ved det, så hun tog den omgående væk igen og skreg.
Allan var ikke
sådan at vække. Det var Jakob og Louise derimod. På bare tæer kom de dappende
ud i køkkenet.
– Orv! Mor har hul i maven.
– Man kan se hele vejen igennem dig!
– Du dør nok.
– Far! Far! Kom! Mor har hul i maven ...
Tilsammen fik de hoppet og rusket liv i Allan, og de slæbte ham med sig.
– Se selv!
Hun forsøgte at afdramatisere: – Jeg er jo ikke død endnu ... Kunne du ikke være
sød at prøve at komme igennem til 112? Hun sænkede stemmen og hviskede: – Jeg
ville gerne have fat i en ambulance, tilføjede hun næsten undskyldende,
ubehageligt til mode ved at være årsag til så meget besvær fra morgenstunden.
– Det ser godt nok slemt ud. Allan måtte vende hovedet bort i afsky. – Sådan
noget dør man af!
Hun nikkede. Det vidste hun godt. – Vil du ikke prøve at ringe? Jeg kan ikke komme
igennem ... Måske mobilen ...?
Allan skar igennem: – Der er næsten tyve kilometer til sygehuset. Det tager tyve
minutter for dem at komme, og tyve minutter tilbage, regnede han. – Det kan vi
godt opgive. Han vendte sig mod børnene, træt i stemmen: – Hvem vil have corn
flakes?
Hun trak sig tilbage til soveværelset. Tog en morgenkåbe over sig. Hullet strakte
sig tværs igennem den også, kunne hun se i spejlet. Hun besluttede, at hullet
var hendes eget problem, og hun udskød at tænke over, hvad hun kunne gøre ved
det, til familien havde fået morgenmad og var sendt af sted.